...på at være mor!

Så skete det endelig! Efter 42 ugers venten kom min datter til verden d. 14. oktober. Og den oplevelse det er at føde, vil jeg ikke have været foruden. Det lyder måske underligt, men frygten for akut kejsersnit lå lidt i baghovedet, fordi jeg gik 2 uger over tid, og fordi hun var et stort barn - vejede godt 4 kg. ved fødslen. Jeg forstår godt de kvinder, der får kejsersnit, og som efterfølgende føler, at de mangler noget, at de er blevet "snydt". For den helt overvældende oplevelelse det er at føde et barn kan ikke sammenlignes med noget. Ja, for fanden det gør ondt! Helt afsindigt og ubeskriveligt. Smerte på et niveau, man ikke kan forestille sig. Men alle der ved noget om det og siger, at man glemmer smerten - de har fuldstændig ret. Rent objektivt og logisk kan jeg godt genkalde mig, at det gjorde ondt, men selve smerten kan jeg ikke huske. Jeg kan huske de fleste tanker og den generelle oplevelse, men hvis jeg blev bedt om at beskrive smerten, ville jeg ikke kunne. Og det er jo nok meget heldigt, ellers ville der ikke blive født mere end et barn pr. par... Så nu er jeg officielt blevet mor. Til en dejlig lille pige, som både smelter mit hjerte og gør mig frustreret på en og samme tid. For lige så dejlig og fantastisk sådan en størrelse kan være, lige så forfærdeligt og helt igennem ubeskriveligt hårdt er det, når hun græder uden åbenlys grund, og man bare har lyst til at kaste hende ud ad vinduet... For det er ikke en kliche uden grund, det er rent faktisk den følelse, der komme op i en, når klokken nærmer sig den anden side af lort og man ikke har sovet (føler man) i dagevis. For man sover faktisk... Det kan være vi har været heldige at få en godt sovebarn, men hun kan godt sove 3, nogle gange 4 timer i træk. Men prøv du at sove 2-3 timer (for du sover ikke med det samme hun gør, og du vågner også før...), vågne, amme, skifte ble og derefter vugge i søvn igen og så sove 2-3 timer igen... Man sover ikke helt så godt som før...! Og alligevel er det det hele værd, når hun kigger på dig med store, nysgerrige øjne, og man føler, at hele verden kunne forsvinde, fordi man har nok i det lille ansigt, og man kan kigge på det i timevis. Men det får man aldrig lov til,for efter 10 minutter skider hun. Eller skriger. Eller vil have mad. Suk. Men kan jeg få de 10 minutter bare et par gange om dagen - så klarer vi det nok.