...på at finde tøj at tage på.

Ja, det lyder vel næsten som enhver kvindes dilemma, men jeg har ikke noget tøj!! Hvilket selvfølgelig er løgn, der ligger en del i skabet, men jeg kan ikke passe det længere... Mine cowboybukser var det første, der røg, hvilket var en prøvelse på min forfængelighed. Uha, jeg er glad for cowboybukser!!! Og jeg synes også, at det var lige lovligt tidligt, de begyndte at stramme! Men de sidste par måneder har jeg gået i mine gamle dansebukser med elastik i linningen, haremsbukser (som er djævlens værk!) og nylon-/strømpebukser under kjoler... Og kjoler er da okay, men der er ikke nær så godt som cowboybukser. Desuden havde jeg ikke rigtig nogle sko, der ligesom duede til - det er utroligt, hvad det kan betyde! For udover cowboybukserne er jeg også alt for glad for mine kondisko... Mine fantastiske, fine Sketchers (som jeg har selv har hentet i USA, for de er bare federe, dem de har derovre...). Jeg plejer ikke at bruge andet, næsten! Der var lige en periode i vinter, hvor støvler var en nødvendighed. Men mit yndlingsoutfit må være cowboybukser, Sketchers og en t-shirt el. trøje. Overdelen kan jo varieres i en uendelighed... Så de sidste måneder har jeg gået og været lidt træt at mit udseende - også fordi make-up jo nærmest er bandlyst, når man er gravid (åh! Min forfængelighed!) Det samme gælder forresten alle hårprodukter, der overhovedet gør noget godt for mit hår, og det er pænt træls, når man har hår ned til midt på ryggen... Men!! I går blev det mig for meget. Jeg marcherede ind i Mummi og sagde: "Jeg skal have et par cowboybukser, de må ikke være for lyse, og de må ikke gå ind for neden." Bum, bum, bum ind og prøve det første par - og ih, de sad, som de skulle og jeg måtte slippe 400 kr (på S.U. vel at mærke..!), men min lykke var gjort. Jeg har nu et par vente-cowboybukser og føler mig lidt mere som mig selv igen.

...på at få det hele til at gå op i en højere enhed!

Jeg synes lige pludseligt, at jeg fik så travlt! ved ikke lige, hvordan det skete... Det kan måske have noget at gøre med, at jeg lever uge for uge for tiden. Så nåede jeg de magiske 12-13 uger, og nu er jeg pludselig næsten 16 uger henne... Hov! De gik stærkt... Kan forvente liv og bevægelse inden længe, og nårh ja, så varer det heller ikke længe før de der sidste eksamener kommer væltende på rad og række... Jeg nyder dog tanken om, at der så går noget der ligner 1½ år før der kommer nye :D Er ved at være lidt træt af de der eksamener... Men med de sidste krampagtige trækninger må jeg forsøge at bestå de sidste også, så jeg efter 3 år kan kalde mig bachelor... Jeg er stadigvæk slet ikke sikker på, at uni er noget for mig. Ind i mellem er det meget, når det kommer til diskussioner om f.eks sprogteori eller markedsføringsstrategier, men det der med at læse kedelige bøger og så skrive om, hvor fantastisk den ene eller anden forsker er eller ikke er, det kunne jeg nok godt undvære. Men noget må jeg dog have lært... Efter et år på uni gik det op for mig, og flere af mine studiekammerater, at vores sprog havde ændret sig. Ikke markant, men der sneg sig f. eks flere fremmedord ind i dagligdagssproget. Jeg var blevet endnu mere hys med korrekt tale og udtale (tænk, det kunne rent faktisk lade sig gøre...) Men om jeg begriber hvordan... Jeg plejer med slet stolthed at sige, at jeg hustlede mig igennem gymnasiet - kan det tænkes, at jeg på et eller andet niveau også hustler mig lidt igennem universitetet...?? Men det kan vel ikke lade sig gøre... Nej, noget må jeg have lavet udover at drikke mig fuld i Båden. Ikke? Måske. Eller også er bare fordi jeg har fortrængt/glemt, at jeg har arbejdet for det. Ikke? Måske... Jeg tror, at det værste der er sket de senere år er, at musikken har fået andenpladsen... Kan ikke huske, at jeg nogensinde har lavet så lidt musik. Sølle to musicals på tre år kan det blive til - den ene er jeg først i gang med nu. Og "kun" som kor på begge. Jeg har hverken spillet skuespil eller danset - det er jo helt forkert. Og mon ikke det kommer til at træde endnu mere i baggrunden de næste år. Det bliver børnesange i lange baner... Men jeg tror også, at det er okay...