...på at finde tøj at tage på.

Ja, det lyder vel næsten som enhver kvindes dilemma, men jeg har ikke noget tøj!! Hvilket selvfølgelig er løgn, der ligger en del i skabet, men jeg kan ikke passe det længere... Mine cowboybukser var det første, der røg, hvilket var en prøvelse på min forfængelighed. Uha, jeg er glad for cowboybukser!!! Og jeg synes også, at det var lige lovligt tidligt, de begyndte at stramme! Men de sidste par måneder har jeg gået i mine gamle dansebukser med elastik i linningen, haremsbukser (som er djævlens værk!) og nylon-/strømpebukser under kjoler... Og kjoler er da okay, men der er ikke nær så godt som cowboybukser. Desuden havde jeg ikke rigtig nogle sko, der ligesom duede til - det er utroligt, hvad det kan betyde! For udover cowboybukserne er jeg også alt for glad for mine kondisko... Mine fantastiske, fine Sketchers (som jeg har selv har hentet i USA, for de er bare federe, dem de har derovre...). Jeg plejer ikke at bruge andet, næsten! Der var lige en periode i vinter, hvor støvler var en nødvendighed. Men mit yndlingsoutfit må være cowboybukser, Sketchers og en t-shirt el. trøje. Overdelen kan jo varieres i en uendelighed... Så de sidste måneder har jeg gået og været lidt træt at mit udseende - også fordi make-up jo nærmest er bandlyst, når man er gravid (åh! Min forfængelighed!) Det samme gælder forresten alle hårprodukter, der overhovedet gør noget godt for mit hår, og det er pænt træls, når man har hår ned til midt på ryggen... Men!! I går blev det mig for meget. Jeg marcherede ind i Mummi og sagde: "Jeg skal have et par cowboybukser, de må ikke være for lyse, og de må ikke gå ind for neden." Bum, bum, bum ind og prøve det første par - og ih, de sad, som de skulle og jeg måtte slippe 400 kr (på S.U. vel at mærke..!), men min lykke var gjort. Jeg har nu et par vente-cowboybukser og føler mig lidt mere som mig selv igen.