...alt det, min datter siger!! Sproget tager fart nu, og G har flere rigtige ord - vov vov, hej, hej hej, far, ja, nej (hun er meget glad for NEJ!!) og flere endnu... Men der er ingen tvivl om, at hun prøver at fortælle os noget ind i mellem, det lyder som rigtige sætninger - bare i volapyk. Hun har helt styr på tonefald og rytme, nu mangler vi bare de rigtige ord! Jeg kan godt forstå, at hun ind i mellem bliver meget frustreret, for vi forstår jo ikke, hvad hun siger! Og så bliver hun vred :) Det er på den ene side rigtig frygteligt og på den anden ret sjovt...
Da G blev født og det første års tid, havde jeg helt styr på alle de der milepæle, der skulle nås. Smile, kravle, gå, spise. Men nu er hun 1½ år, og jeg har ikke læst børneblade eller børnebøger i en lang periode (indtil jeg blev nødt til det for nogle dage siden...). Hun nåede jo de store motoriske milepæle tidligt - at hun er så fysisk fremmelig kom faktisk bag på mig! Hverken jeg selv eller R er de mest fysisk aktive, og jeg har fået at vide, at jeg på ingen måde kunne håndtere en bold som barn. Men G! Hun går jo ikke, hun løber, hun hopper, går på tæer - alt sammen noget, der i følge bøgerne ikke burde være muligt før hun er 2 år gammel... Til gengæld er hun ikke super-fremmelig sprogligt, hvilket jo er helt okay, for hun er heller ikke håbløst bagud, ungen holder jo aldrig mund, så jeg har fuld tiltro til, at hun selvfølgelig lærer at tale!
Jeg havde nok bare troet, at det ville være omvendt! Både R og jeg er meget verbale, og sproget betyder meget for især mig. Til gengæld har G en morfar, der har været elitesportsudøver, så det kan da være, det springer en generation over...
