Ja, for det går sgu stærkt! Nu har jeg været mor i et halvt år (på torsdag...), og tiden er nærmest forsvundet. Sådan føles det i hvert fald nu! Havde du spurgt mig for 3 måneder siden, ville jeg svare, at det føltes, som om det halve år virkede evigheder væk. Et halvt år er noget af en milepæl i babys liv. Det er der, baby skal begynde på rigtig mad - og må få andet end hirse- og boghvedegrød. Det lyder altså, ærligt talt, også lidt sygt! Boghvede, come on... Men nårh ja, nu kan hun få havregrød og øllebrød, det er da også lidt trist, smagt med mine smagsløg... Men jeg skal selvfølgelig huske, at G smager alt for første gang, og indtil videre har hun slugt alt med største fornøjelse - når hun lige har smagt på det altså.
Det der ammehjerne ikke?! Det er på ingen måde opreklameret... Jeg har præsteret at glemme aftaler, købe balsam i stedet for shampoo og lignende - uden overhovedet at opdage det før det var for sent.. Ja ja, det er ikke lige frem fordi det er de store filosofiske tanker eller planer jeg mister eller glemmer. Men alligevel. Til gengæld føles det, som om mit liv stille og roligt er ved at vende tilbage. Forstået på den måde, at jeg efterhånden kan tænke på andre ting end G og lave ting, der ikke nødvendigvis involverer hende eller noget der handler om hende. Og nej, at købe ind tæller ikke! For det første fordi det er en nødvendighed, og for det andet fordi jeg på ingen måde kan undgå at købe noget til G. Nogle gange er det bleer og vaskeklude, mad eller sutter. Andre gange er det nyt legetøj, tøj eller andet - bare for sjov... Men at sætte mig og male eller skrive herinde er noget, jeg udelukkende gør for min egen skyld. Og det er jeg bare nødt til at finde tiden til!
