...på at forstå...

...alt det, min datter siger!! Sproget tager fart nu, og G har flere rigtige ord - vov vov, hej, hej hej, far, ja, nej (hun er meget glad for NEJ!!) og flere endnu... Men der er ingen tvivl om, at hun prøver at fortælle os noget ind i mellem, det lyder som rigtige sætninger - bare i volapyk. Hun har helt styr på tonefald og rytme, nu mangler vi bare de rigtige ord! Jeg kan godt forstå, at hun ind i mellem bliver meget frustreret, for vi forstår jo ikke, hvad hun siger! Og så bliver hun vred :) Det er på den ene side rigtig frygteligt og på den anden ret sjovt...

Da G blev født og det første års tid, havde jeg helt styr på alle de der milepæle, der skulle nås. Smile, kravle, gå, spise. Men nu er hun 1½ år, og jeg har ikke læst børneblade eller børnebøger i en lang periode (indtil jeg blev nødt til det for nogle dage siden...). Hun nåede jo de store motoriske milepæle tidligt - at hun er så fysisk fremmelig kom faktisk bag på mig! Hverken jeg selv eller R er de mest fysisk aktive, og jeg har fået at vide, at jeg på ingen måde kunne håndtere en bold som barn. Men G! Hun går jo ikke, hun løber, hun hopper, går på tæer - alt sammen noget, der i følge bøgerne ikke burde være muligt før hun er 2 år gammel... Til gengæld er hun ikke super-fremmelig sprogligt, hvilket jo er helt okay, for hun er heller ikke håbløst bagud, ungen holder jo aldrig mund, så jeg har fuld tiltro til, at hun selvfølgelig lærer at tale!

Jeg havde nok bare troet, at det ville være omvendt! Både R og jeg er meget verbale, og sproget betyder meget for især mig. Til gengæld har G en morfar, der har været elitesportsudøver, så det kan da være, det springer en generation over...

...på fastelavnsforberedelser.

Ja, så nærmer sig tiden, hvor G skal fejre fastelavn for første gang sammen med dagplejen. Og moderens første tanke er selvfølgelig: Hvad skal hun klædes ud som?? Til at starte med ville jeg tage i Fætter BR eller Toys 'r' Us og finde et passende kostume. Men for det første er udvalget sparsomt (smølf eller mariehøne..?!?), og for det andet synes jeg godt nok, det er dyrt! Jo jo, 150 kr. +/- lyder ikke af meget, men når jeg tænker på, at ungen skal have det på 1 dag - og kommer ikke i det igen, synes jeg det er mange penge at bruge. Så begyndte jeg at overveje, om man selv kunne fabrikere et eller andet, men jeg kan ikke sy - og ejer ikke en symaskine... Men oho! Bedsteforældrene havde jo taget en fin kjole med hjem fra Hawaii - G skal da være Hula-pige! Mig ind i den nærmeste legetøjsforretning og finde en plastik-blomsterhalskæde (Lei hedder de vist..?) til 10 kr, og så må det være godt nok! Og hvis den så ryger af i løbet af dagen, går det også nok.

Jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg glæder mig meget til G selv kommer og ønsker at være noget bestemt til fastelavn, men indtil da kan jeg ikke se fidusen i at gå ud og bruge (for mange) penge på et kostume. Og det giver mig forhåbentlig også et par år til at lære at sy og anskaffe en symaskine...

Nu glæder jeg mig bare til at se, hvordan det med tøndeslagning kommer til at foregå med en flok unger i alderen 1-3 år...

...på at være i aktivering!

Uha ja, så kom dagen, hvor også jeg måtte bide i det sure æble og melde mig under fanerne som ARBEJDSLØS. Lyder frygteligt, egentlig. Men det er jo nok den virkelighed, der tegner sig for mange nyuddannede for tiden. Og efter et år på barsel må jeg da indrømme, at det er rart at komme ud og se andre voksne mennesker igen. Der har været megen snak om aktivering i medierne, og jeg frygtede lidt, at jeg skulle ud og sidde foran en skærm og lave et eller andet meningsløst. Men jeg har, efter den første lille uge, fundet ud af, at det slet ikke er så dumt - det kan være, jeg er heldig, og at Billund kommune har styr på tingene, men jeg synes faktisk, at det giver mening, det jeg laver. Formålet er selvfølgelig at komme i job (hvis der var nogen tvivl...). Men måden, det bliver gjort på, er meget brugbar. I stedet for at sende en masse ugennemtænkte ansøgninger afsted, bruger vi tid på at lave en kompetenceprofil, som i bund og grund gør rede for alle de kompetencer, man besidder (deraf navnet). Og for mig har det betydet, at jeg har fundet ud af, at det er meget fint med min uddannelse og min erhvervserfaring, men der, hvor min indre ild tændes og mine stærkeste kompetencer ligger, det er inden for organisation og ledelse, og den erfaring har jeg fra mine fritidsinteresser. Det lyder meget fint, men basalt set er jeg en god menneskekender, og jeg er god til at finde de rigtige opgaver til de rigtige folk. Hvilket jo er en ret lækker egenskab at have. Problemet er bare, at det nok bliver ret svært at gå ud på en stor virksomhed og sige: "Hej! Jeg er 24 år og nyuddannet bachelor, skal jeg ikke ind og være leder her...?!" Nej, vel? Men det må være målet. Hvorfor ikke forsøge at arbejde sig mod en sådan stilling? Projektleder, måske. Jeg er tændt. En sti begynder at forme sig, og med den nye indsigt jeg har fået, kan jeg målrette min jobsøgning, så jeg en dag ender, hvor jeg gerne vil være. Det her skal nok blive godt...

...på at tage bussen.

Ja, nu er det jo ikke fordi, det er en større religiøs eller kulturel oplevelse, jeg har prøvet at tage bussen før...! Men alligevel er det en helt ny oplevelse, for jeg har altid været så priviligeret, at min forældre boede tæt på skole og senere gymnasium. Og da jeg selv flyttede og læste videre, boede jeg i cykelafstand af Universitetet. Og det er jeg godt nok taknemmelig for i dag!! Hold da fast. At stå op kl 6.00, fair nok - det kan jeg leve med, det handler i bund og grund om vaner. At det er koldt og mørkt kl 7.07, når bussen kører, fair nok - sådan er det om efteråret/vinteren, det er ikke nogen nyhed. Men. At jeg skal mase og skubbe for at være sikker på at få en siddeplads. At skulle skynde mig - vi taler løb! for at nå bussen, når jeg skal hjem (medmindre jeg vil vente en time ekstra...), ikke fair! Langtfra i orden. Jeg synes ikke, det er sjovt at tage bussen! Det er tåleligt, når jeg får en siddeplads og kan sidde med musik i ørene og vågne stille og roligt. Men det er bare alt andet end sjovt at skulle være nervøs for, om jeg nu kommer til at stå op hele vejen fra Billund til Vejle. Og nu ved jeg godt, at jeg sikkert er både forkælet og voldsomt privilegeret. Men jeg savner min bil :( Jo jo, selvfølgelig giver det mere mening, at R tager den, han skal trods alt noget længere, end jeg skal. Men alligevel... Jeg er nu glad for min bil...

...på at flytte.

Ja, så flyttede den lille familie. Til mindre by, større lejlighed. Som faktisk er et rækkehus. Og hvor er det egentlig skønt. Vi har fået have, G har fået sit eget værelse, og vi har fået ca. 50 kvm. mere at boltre os på. Desuden bor vi nu kun 12 km. fra det ene sæt bedsteforældre, og det er bare rart at have familie tættere på! Jeg skal godt nok lige vænne mig til, at her ikke er så mange butikker, cafeer og deslige, men til gengæld har jeg fået rum, plads og mere netværk på en måned end det lykkedes mig at få på to år i Odense. Søde naboer og legekammerater, når G bliver så stor, at det bliver aktuelt. Alt i alt må jeg bare indrømme, at denne flytning har været en gevaldig succes.

...på at komme af med lidt galde.

Hvordan i alverden kan det lade sig gøre, at man på Danmarks Radio, i bedste sendetid, kan opleve en, som efter sigende er en af Danmarks førende reklamemænd, lave så uhyggelig en stavefejl? Hvordan kan det være rigtigt, at den pågældende reklamemand enten ikke kan stave eller slå op i en ordbog?! Jeg henviser her til Aftenshowet den 14. juni kl. 19.30 (ca.), hvor der tales om Men´s Health Week. På de posters, der hænger i baggrunden, står der: ”Rigtige mænd går til lægen uden at pive”. Pive?!?! Det er der ikke noget, der hedder! At pibe, synonymt med f. eks. at klynke, staves med B ikke med V. Piv kan bruges som forstærkende udtryk foran ord som åben o. lign. Pivåben. Jeg slog det op i min Nudanske ordbog. (dog kan man på www.sproget.dk læse: ”uofficiel, talesprogsefterlignende skrivemåde: pive”, men bemærk: uofficiel!) Jeg ved ikke, om den pågældende reklamemand har fået noget helt galt i halsen, eller om han ganske enkelt er for doven til at slå op i en ordbog – eller om der er tale om endnu en ”bjørnetjeneste”: hvis bare der er mennesker nok, der tager fejl, så laver vi betydningen om, så det forkerte bliver rigtigt. Magen til slatten holdning skal man da lede længe efter!

Der skrives spalte op og spalte ned om, hvor ringe den danske folkeskole er, og om, hvor dårlige danske elever er til at stave og skrive – ja det tror da fanden, når de, hver gang de tænder for fjernsynet eller ser en trykt reklame, poster eller annonce, skal døje med diverse stavefejl! Det kan ikke undre, at danske børn ikke kan stave – det kan de voksne øjensynligt heller ikke!! Vi kan da ikke forvente, at børn kan lære at stave, eller læse for den sags skyld, hvis de aldrig oplever ordene stavet korrekt.

Jeg mener ikke, at sproget skal være statisk og ikke må ændre sig. Så kunne vi lige så godt glemme bolle-å og skrive alle navneord med stort. Sproget skal leve og ændre sig, men så længe jeg slår op i ordbogen og kan læse, at pibe er den korrekte stavemåde, forbeholder jeg mig retten til at hidse mig op over inkompetente reklamefolk! …og DR-journalister, der ikke opdager fejlen. Tsk!

...på at finde ud af, hvor tiden bliver af!

Ja, for det går sgu stærkt! Nu har jeg været mor i et halvt år (på torsdag...), og tiden er nærmest forsvundet. Sådan føles det i hvert fald nu! Havde du spurgt mig for 3 måneder siden, ville jeg svare, at det føltes, som om det halve år virkede evigheder væk. Et halvt år er noget af en milepæl i babys liv. Det er der, baby skal begynde på rigtig mad - og må få andet end hirse- og boghvedegrød. Det lyder altså, ærligt talt, også lidt sygt! Boghvede, come on... Men nårh ja, nu kan hun få havregrød og øllebrød, det er da også lidt trist, smagt med mine smagsløg... Men jeg skal selvfølgelig huske, at G smager alt for første gang, og indtil videre har hun slugt alt med største fornøjelse - når hun lige har smagt på det altså.

Det der ammehjerne ikke?! Det er på ingen måde opreklameret... Jeg har præsteret at glemme aftaler, købe balsam i stedet for shampoo og lignende - uden overhovedet at opdage det før det var for sent.. Ja ja, det er ikke lige frem fordi det er de store filosofiske tanker eller planer jeg mister eller glemmer. Men alligevel. Til gengæld føles det, som om mit liv stille og roligt er ved at vende tilbage. Forstået på den måde, at jeg efterhånden kan tænke på andre ting end G og lave ting, der ikke nødvendigvis involverer hende eller noget der handler om hende. Og nej, at købe ind tæller ikke! For det første fordi det er en nødvendighed, og for det andet fordi jeg på ingen måde kan undgå at købe noget til G. Nogle gange er det bleer og vaskeklude, mad eller sutter. Andre gange er det nyt legetøj, tøj eller andet - bare for sjov... Men at sætte mig og male eller skrive herinde er noget, jeg udelukkende gør for min egen skyld. Og det er jeg bare nødt til at finde tiden til!