...på at tage bussen.

Ja, nu er det jo ikke fordi, det er en større religiøs eller kulturel oplevelse, jeg har prøvet at tage bussen før...! Men alligevel er det en helt ny oplevelse, for jeg har altid været så priviligeret, at min forældre boede tæt på skole og senere gymnasium. Og da jeg selv flyttede og læste videre, boede jeg i cykelafstand af Universitetet. Og det er jeg godt nok taknemmelig for i dag!! Hold da fast. At stå op kl 6.00, fair nok - det kan jeg leve med, det handler i bund og grund om vaner. At det er koldt og mørkt kl 7.07, når bussen kører, fair nok - sådan er det om efteråret/vinteren, det er ikke nogen nyhed. Men. At jeg skal mase og skubbe for at være sikker på at få en siddeplads. At skulle skynde mig - vi taler løb! for at nå bussen, når jeg skal hjem (medmindre jeg vil vente en time ekstra...), ikke fair! Langtfra i orden. Jeg synes ikke, det er sjovt at tage bussen! Det er tåleligt, når jeg får en siddeplads og kan sidde med musik i ørene og vågne stille og roligt. Men det er bare alt andet end sjovt at skulle være nervøs for, om jeg nu kommer til at stå op hele vejen fra Billund til Vejle. Og nu ved jeg godt, at jeg sikkert er både forkælet og voldsomt privilegeret. Men jeg savner min bil :( Jo jo, selvfølgelig giver det mere mening, at R tager den, han skal trods alt noget længere, end jeg skal. Men alligevel... Jeg er nu glad for min bil...